Oldsager-to-go Skovby Nygaard. 2016
HUMAN SITES sohn+isaksen
Et ‘diorama’-værk Oldsager to-go Skovby Nygaard i form af en transportabel ‘kuffert’ med tilhørende bordplade, bukke samt transporttaske. Indeholder en udbygget tredimensional fotografisk oversigt over arkæologiske udgravninger i et nybygget område ved Galten.
Værket er udført på invitation af eScape, Skanderborg Kommune i samarbejde med Skanderborg Kunstråd og Skanderborg Museum. Formålet er at formidle jernalderfund fra stedet til nutidens indbyggere i Skovby Nygaard.
Projektet eScape undersøger nye måder at fortolke arkæologien på; visionen er at bevare kulturhistorien i lokalområdet.
Oldsager to-go Skovby Nygaard er blevet vist på Skanderborg Museum 2016, i forbindelse med udstillingen 'My Home Ground – Skovby Nygaard – before and now' 2016, på Ry Bibliotek 2016 og nu på Skovbyskolen, Galten.
Billedkunstnerne Else Ploug Isaksen og Bodil Sohn har siden 2003 arbejdet sammen i duoen HUMAN SITES sohn+isaksen. Det fotografiske medie er valgt pga. dets høje grad af objektivitet, som muliggør en nedtoning af det individuelle, så Sohn og Isaksen i samarbejdet skaber et fælles, kunstnerisk udtryk. Gennem årene har de udviklet en kunstpraksis, hvor de med en legende tilgang udfordrer fotografiets todimensionalitet. Herved udfordres oplevelsen af den troværdige ’virkelighed’, som fotografiet umiddelbart er repræsentant for, og forskydes i nye retninger, så flertydige fortolkninger sættes i spil.