Nogen og Noget. 2009
HUMAN SITES sohn+isaksen
Godsbanen, Aarhus
HUMAN SITES sohn+isaksen alias billedkunstnerne Bodil Sohn og Else Ploug Isaksen har valgt at vise denne fysisk-fotografiske udstilling i fire forladte rum på 1. sal i hovedbygningen I den tidligere Godsbanegård i Aarhus. En bygning, som tidligere har været knudepunkt for udveksling af gods og et centralt sted i hjertet af Århus.
Nogen har været der. Noget er foregået. Nu er stedet tomt og forladt, men snart vil det igen blive fyldt af nyt liv og en ny historie.
Udstillingen har tre spor:
– Udveksling af fotografier - bearbejdet med fokus på en 3-dimensionel fortolkning
– Fotografier udstillet I rammer uden glas direkte på væggen
– Fotografier installeret med genstande og møbler I fire rum, som udgør en scene
Bodil Sohn og Else Ploug Isaksen har til udstillingen ’Nogen og Noget’ udfordret hinanden med billeder. De har udvekslet og bearbejdet fotografier og i samarbejdet sluppet ejerskabet over egne værker.
’Nogen og Noget’ er en udstilling om de fortællinger, der opstår ved at indsætte fotografier i nye og overraskende sammenhænge.
Billedkunstnerne Else Ploug Isaksen og Bodil Sohn har siden 2003 arbejdet sammen i duoen HUMAN SITES sohn+isaksen. Det fotografiske medie er valgt pga. dets høje grad af objektivitet, som muliggør en nedtoning af det individuelle, så Sohn og Isaksen i samarbejdet skaber et fælles, kunstnerisk udtryk. Gennem årene har de udviklet en kunstpraksis, hvor de med en legende tilgang udfordrer fotografiets todimensionalitet. Herved udfordres oplevelsen af den troværdige ’virkelighed’, som fotografiet umiddelbart er repræsentant for, og forskydes i nye retninger, så flertydige fortolkninger sættes i spil.