Tekst af Trine Rytter Andersen


Roser. Stilleben. 2013. Bodil Sohn

Tekst: Trine Rytter Andersen

Bodil Sohn har længe arbejdet med sin helt egen form for nyfortolkning af det klassiske vanitasmotiv, der gennem det overdådigt velkomponerede og detaljerige stilleben først forfører sin beskuer med sin skønhed og siden afslører detaljer, som på ildevarslende vis minder os om, at al verdens skønhed og overflod ikke varer evigt.

Det hjemlige og det velkendte, som hurtigt kan ændre karakter og dermed blive fremmed og gådefuldt, har længe været et tema for Bodil Sohn. Dette kulminerer nu i værket Roser. Stilleben, som bl.a. refererer til det hjemlige, romantiske blomstertapet.

Værket er et fotografisk tapet med 1370 forskellige roser i et spraglet mønster på en hvid baggrund. Der er roser i alle farver og former: hyben, bristefærdige knopper, overdådigt udfoldede blomster, forskellige stadier af forfald og forrådnelse og angreb af bladlus og insekter. Hver blomst er fotograferet af kunstneren, og den er på tapetet gengivet nøjagtigt i det perspektiv og i den retning, som den er blevet fotograferet. Dette bidrager til en oplevelse af variation og asymmetri i billedet, og de mange individuelle blomster skaber et ’persongalleri’ af rosentyper, som man kan gå på opdagelse – og måske spejle sig – i. Hver eneste blomst, ung eller gammel, har sin egen historie og sin helt egen skønhed.

Roser. Stilleben  har alle de klassiske elementer fra vanitasbilledet: skønhed, overflod og forgængelighed, bortset fra at det ikke er en opstilling i traditionel forstand. Det er heller ikke et klassisk romantisk blomstertapet, idet der her ikke er tale om en gentagelse af den samme ideale og skønne blomst. Roserne på tapetet udvider gennem deres mangfoldige udtryk skønhedsbegrebet til også at kunne rumme det visne og det uperfekte. De svæver frit på den hvide baggrund, vender og drejer sig i alle retninger og befinder sig i et fuldkommen vægtløst og udefinerbart rum. Denne uhierarkiske struktur og svævende tilstand kan tolkes som et billede på de flydende eksistentielle vilkår, vi må leve med i dag. Eller måske skal det forstås som en påskønnelse af de muligheder, der hermed opstår, for at spire, gro, blomstre og visne mange gange i løbet af ét enkelt liv?