Samtale om hjem, hjemlighed og Hjemklang på KUNSTEN, Aalborg, 2012

Samtale mellem Bodil Sohn (BS) og Birgit Hessellund (BH) i forbindelse med udstillingen af HJEMKLANG på KUNSTEN, Aalborg, 2012.

BH: Hjemmet optager os alle, uanset om vi bor i et slot eller et skur. Vi ser det i TV's mange populære boligprogrammer som Hammerslag og Kender du typen, der tager udgangspunkt i hjemmet. Men hvem bor i HJEMKLANG? Hvad fortæller HJEMKLANG om husets beboer?

BS: Hjem og identitet hænger rigtig meget sammen. Når man tidligere skulle beskrive, hvem man var, fortalte man, hvilken slægt man hørte til. Sådan er det ikke længere. Når vi i dag skal fortælle hvem vi er, handler det meget om hvilket job vi har, hvor vi bor og hvordan vi bor. Derfor også det store fokus på hjem og indretning. Hjem og identitet hænger tæt sammen, der er et inderligt forhold mellem et hjems beboer og de ting, der er i hjemmet. Der var engang, hvor vi arbejdede hjemme, da betød hjemmet måske mindre, det var bare stedet, hvor man var. Men da vi kom ud på arbejdsmarkedet blev hjemmet netop et sted, man kom hjem til, hvor vi kunne være os selv. Derfor har hjemmet fået den karakter, at det skal spejle os. Tingene i HJEMKLANG er valgt, så alle kan spejle sig i dem. Der er en overvægt af moderne møbler, men der er også gamle ting, så alle aldersgrupper kan genkende og identificere det som et hjem med genkendelig ting som sofaarrangement, spisebord, reol og lænestol. Det er os alle.

BH: Lyden er en anden del af HJEMKLANG. Hvordan har samarbejdet mellem en billedkunstner og en audiodesigner været? Hvad er kommet først, billedet eller lyden?

BS: Ideen kom først – jeg skulle deltage i udstillingen EKKO og valgte at arbejde sammen med en lydkunstner, Marie Højlund. Jeg havde lyst til at gå op i skala og skabe noget mere 'rumligt'. Med lyd kan man skabe et tidsforløb, som man ikke umiddelbart har i et maleri, som jo er visuelt, og hvor tiden står stille. Lyden tilføjer flere dimensioner, så de to udtryk kompletterer hinanden. Og lyden kan skabe andre rum end det, man befinder sig i her, ved at man f.eks. henter lyde fra kalkgruberne i Mønsted – man henter et andet rum ind og skaber nye associationsrum. Da jeg henvendte mig til Marie fik vi hurtigt lagt strukturen fast og kom i gang, og det udviklede sig rigtig spændende. Værket er vokset frem i fællesskab.

BH: Og de lyde, der er i HJEMKLANG, er ikke blot hjemlige lyde, men også lyde fra menneskehedens første hjem, fra hulen…?

BS: Vi besluttede, at værket skulle handle om hjemmet og hulen. Værket er den hjemlige puppe, et hylster, det er ikke egentlig en hule. Men hulen virker meget nærværende netop pga. lydene, hulen bliver trukket med ind i lydkulissen. Lydene er skabt i nært samarbejde med studerende fra Aarhus Universitet, som kombinerede hjemmets lyde med lyde fra Mønsted kalkgruber, der som et af de få steder i Danmark har huleklang. Hjemlige lyde som en dør, der åbner sig, en flue der summer, et ur der tikker, er anbragt i installationen i nærheden af de pågældende genstande.

BH: Hvordan harmonerer hulen med begrebet hjemlig hygge?

BS: Her er hjemmet fremstillet som en slags kulisse. Udefra set er det tydeligt, at det er en konstruktion. Indefra ser jeg det som en skal. Væggene er så flade, tingene har ingen rumlighed – fladerne er ligeså skrøbelige som en æggeskal, der kan gå i stykker. Hvor skrøbeligt er vores hjem egentlig? Når der sker noget som sygdom eller død, mister man fuldstændig sit fodfæste i livet. Dén oplevelse kan man have i hjemmet her, at det ikke kun er trygt, men at der også er en farlighed.

BH: Så er hjemmets fire vægge er blot en skrøbelig membran mod omverdenen. Er det omverdenen, der kan være truende, eller er det noget der kommer indefra?

BS: Det er virkelig interessant! At hjemmet kan fremstå som en tryg hule, du kan gå ind i, lukke døren og trække gardinet for. Her kan du være i fred. Men at det samtidig kan være et fængsel, hvor du oplever, at du ikke kan komme væk, ikke kan trække gardinet fra og se ud, måske skinner solen udenfor, og du står herinde i rummet. Du kan åbne for radioen og computeren og tænde for fjernsynet, men du er stadig isoleret. Du kan ikke åbne døren i væggen.

BH: Påvirker man selv lyden i rummet med sin tilstedeværelse?

BS: Lydklangen afspilles i et fast forløb og vil opleves forskelligt, alt efter hvornår man træder ind ad døren. Træder man f.eks. ind i det øjeblik, fuglene synger, giver det én oplevelse, og træder man ind, hvor flagermusene flyver forbi, giver det en anden. Man er også selv med til at påvirke oplevelsen, for hvis man siger noget, vil man høre, at ens stemme lyder anderledes. Som om man lydligt befandt sig i et meget større rum end den lille boks, man er gået ind i. Ens skridt vil også afspilles over højttalerne. Publikum er således en ukendt medspiller, der tilfører oplevelsen noget i øjeblikket.

BH: Hvordan er farverne i rummet valgt? For den sorte er jo ikke sort, som man først tror?

BS: Den sorte farve ville være for hård og uden dybde, så jeg har valgt en mørkegrøn. Og tingene er malet, så penselstrøgene giver den enkelte genstand karakter – blomsten er f.eks. malet med blomsterkarakter, og gulvtæppets luv er malet som et ryatæppe, gardinet har folder, mens lampeskærmen er fuldstændig glat. Dit øje kan trænge dybere ind, du kan f.eks. fornemme rumligheden ved lænestolen. Den specielle mørkegrønne farve har dén kvalitet, samtidig med at den er kølig og neutral. Den mørkegrønne passer også til hulen.

BH: Den eneste tredimensionale genstand er lampen i loftet. Hvorfor netop den og ikke en PH-lampe, som hænger i de mange små hjem?

BS: Det er en designerlampe, som jeg har valgt, for den fylder ikke så meget, den er smuk, meget moderne og de dråbeformede plastikformer kan relatere lidt til en drypstenshule. Og den har lysdæmper, så vi kan give den lige præcist det lys, der skal til. PH-lampen er så udbredt i dag, at netop dén ville man forvente. Derfor har jeg mikset møblerne – sofaen er fra IKEA, stolen er en meget dyr designerstol, bordet fra IKEA, stolene nogle jeg har derhjemme osv. Da jeg skulle 'møblere' HJEMKLANG, lavede jeg først tingene i lille model, derefter i størrelse 1:!, og jeg har flyttet om på dem, som man komponerer et maleri. Det allersidste, der kom til, er æbleskroget, som en slags skjult syndefald! For det kan jo være et hjem for to…